Vi tog nu fat på sidst del af Route 66 i Oklahoma, som vi fandt ved at spørge de lokale - vi passerede statsgrænsen til Texas. Første sted på dagens program var byen Shamrock, som vi ankom til på en bred to-sporet, men gabende tom Route 66 vej. Mange moteller stod tomme og lukkede, mens enkelte andre havde fået en ansigtsløftning i håb at tiltrække nostalgiske Route 66-rejsende.
Vi endte ved stedet "U-drop-in" eller "Tower-station", der er udpeget til nationalt, historisk sted og blev restaureret for 1,7 mill. dollars i år 2000. Tidligere var her tankstation og café - nu er der Route 66-souvenir, café i gammel stil og benzinstandere uden man dog kan tanke dér. Vi nød den flotte restaurering og fik en kop gratis kaffe.
"U-drop-in" indgår i øvrigt som base i Disney-filmen "Cars" fra 2006.
Herefter stoppede vi ved en meget atypisk museum - en blanding af pigtrådsmuseum og Route 66-museum. Men hvor ellers skulle man have et pigtrådsmuseum end i Texas med alt det kvæg de har. Pigtrådsmuseet var i øvrigt det største af sin art i verden - gad vide hvor mange der findes ?
Næste stop blev i Amarillo ved Cadillac-Ranch, hvor en flok kunstnere fra San Francisco har plantet 10 Cadillacs årgang 1949-1964 for at hylde friheden på den åbne landevej. Alle har lov at sætte deres personlige præg på bilerne, så folk overmaler dem dagligt med spraymaling. Et ejendommeligt kunstværk, der dog må siges at tiltrække mange mennesker.
Nu kørte vi til et motel i Amarillo sidst på eftermiddagen i 34 graders varme, da vi havde planer om at skulle spise aftensmad på kendte "Big Texan". På vores motel kunne vi GRATIS blive afhentet i limousine, kørt til "Big Texan" og retur til motellet bagefter - det tilbud slog vi straks til på. Vi blev afhentet af en ældre cowboy, der bød os velkommen med "howdy folks!" - Det var en "fed", gennemført og stemningsfuld oplevelse på "Big Texan".