Efter en god omgang morgenmad på Quality Inn med et righoldigt udvalg af muligheder for Continental breakfast, så kørte vi til dagens første destination i den hyggelige by Pontiac - nemlig Pontiac -Oakland Automobile Museum. I øvrigt eneste rene Pontiac Museum i hele USA - her var en flot og imponerende samling. Indgangen var gratis, men det blev vist rigeligt opvejet af vore indkøb af bøger og souvenirs.
Herefter gik vi en tur til en af byens mange murals (vægmalerier) - denne gang over Route 66. Pludselig fandt vi ud af, at vores næste besøgssted lå lige bag os - "Route 66 Hall of Fame). Det blev et rigtig spændende besøg - fint museum centreret omkring Bob Waldmeier (kaldet "Father of the mother road").
Vi kørte videre på Historic Route 66, der løber ved siden af interstate 55 - Næste stop blev Lexington og "memory lane", hvor man kunne tage en vandretur på et stykke vej fra 1926. Hyggelig tur, men rigeligt varmt med temperaturmåleren på 30 grader.
Herefter fandt vi frem til Funks Grove, hvor familien siden 1824 har lavet "Pure mable Sirup". Vi købte lidt med hjem.
Eftermiddagskaffen indtog vi på Dixie Travel Plaza - tidligere USA´s første truck-stop, nu en blanding mellem moderne tankstation og illustration af sin gamle historie.
Herefter nåede vi til endnu en kæmpe-figur langs Route 66 - denne gang var det "Tall Paul" med en kæmpe hot dog i den lille by Atlanta. Desværre var Route 66-museet lukket.
Inden vi fandt et billigt overnatningssted i Springfield, kom vi forbi det historiske "Sheas Gasstation", men det var hegnet ind og i en elendig forfatning, men tydeligt at se, stedet rummede mange klenodier.