Den 17. juli skal vi først ud og proviantere til vores frokost undervejs - det gør vi i butikskæden "Safeway". Her har Astrid nemlig registreret sig som medlem af Safeway-klubben, og så får man klækkelige rabatter på særligt fødevarer - helt op til 30% sparer vi nogle gange med dette medlemskort i hånden.
Herefter kører vi fra Grants Pass i staten Oregon mod Redwood-Nationalparken og Avenue of the Giants i staten Californien. Dagens formål er at se de kæmpe store og høje Redwood-træer, der vokser i dette område. Ad snoede veje i bjergterræn passerer vi på Route 101 de høje Redwood-træer, men da vi ved udgangen af National-parken synes, der mangler noget, kører vi ind til visitor-centret. Her får vi at vide, at vi skulle have drejet fra 101 og i stedet have taget "the parkway" for at se de helt store træ-størrelser.
Efter en lille kaffepause kører vi 10 km tilbage og finder de beskrevne kæmpetræer ad den anviste rute - her er det både høje og diameter, der er et særligt imponerende syn, der er svært at gengive på fotos.
Klokken er lidt fremskreden, da vi når "Avenue of the Giants", men også her imponerer træstørrelsen os. En utrolig flot strækning omend 37 km med træer er lidt langt......
Omkring Myers Flat er der et drive-thru-tree, men stedet er lukket for resten af dagen - dvs. det er lukket for betjening, men vi ser også, at man må gerne selv må køre ind mod betaling i en opstillet boks. Frits vil rigtig gerne prøve det, så Lise og ham kører igennem, vi andre fotograferer.
Lidt før kl. 20 når vi så vores overnatningssted "Riverwood Inn" i Philipsville - et roadhouse for rigtige bikers og bilfreaks, kan vi se på de køretøjer, der holder udenfor. En surrealistisk oplevelse møder os, da vi åbner døren og træder ind i baren, hvor musikken spiller mens andre hyggesnakker, spiller kort, billard eller spiser mexikansk mad - og bodega-mutter svinger flaskerne i bedste oldfasioned way.
Desværre er der sket en fejl, så selv om vi medbringer en bekræftende email på vores aftale, så er værelserne lejede ud. Gode råd er dyre og den ansatte i baren, ringer til ejeren, der beklager meget i telefonen og vi får til sidst 100 dollars i kompensation, men altså ingen værelser. Via GPS og telefonbog prøver vi nu at ringe rundt for andre muligheder, men får at vide, at der er et stort event i weekenden, så ALT er lejet ud i miles omkreds. Endelig får vi fat i nogen, der netop har 2 dobbeltværelser, som vi minimum skal have, men det ligger 120 km væk i byen Willits eller 1½ times kørsel derfra. Retningen er dog rigtig i forhold til næste dags program.
Vi fræser afsted gennem bakker og bjergskråninger i mørke på snoede veje med talrige advarsler om rådyr m.v.  Vi holder dog køretiden på 1½ time, men desværre har stedet nu lejet det ene af værelserne ud og hævet prisen på det tilbageblevne værelse med 50% - skide irriterende.
Mens vi holder på det ene værelse farer andre af os rundt i det nærliggende område for at finde endnu et værelse - og til sidst lykkedes det, så vi må bo to forskellige steder. Vi har dog en seng alle sammen, så det klarer vi, selvom vi er noget trætte, da vi går i seng.